Konfirmandundervisning

Undervisningen af konfirmander begynder den 10. september kl. 7.40 i Menighedshuset i Vils. Jeg indkalder til et indskrivningsmøde søndag den 1. september.
Efter gudstjenesten kl. 10.15 i Vejerslev Kirke samles konfirmander og forældre i Menighedshuset til praktisk info om konfirmandundervisningen.
Her får vi en sandwich og forhåbentlig en god snak om, hvad der skal ske.
Så sæt kryds i kalenderen allerede nu, da det er et vigtigt møde!

Søndag 1. september kl. 10.15
i Vejerslev kirke og Menighedshus

 

Minikonfirmander

Vi tilbyder igen i år mini-konfirmandundervisning for de elever, som går i 3. klasse på Sydmors Skole og Børnehus.
Undervisningen foregår i efteråret og handler om kirke og kristendom. Vi skal høre historier, være kreative, en tur op i kirken og undersøge den nærmere.
Vi begynder hver gang i Menighedshuset i Vils med noget mad.
Minikonfirmanderne begynder torsdag den 5. september og varer fra kl. 13.40-15.30. Vi henter børnene på skolen efter sidste lektion.
Der kommer en seddel med nærmere info, når tiden nærmer sig.

Minikonfirmander
Menighedshuset

Fredag den 5. september kl. 13.40

 

Teutonerkoret i Vester Assels

Den 15. september kl. 19 er der musik i Vester Assels, når Teutonerkoret først optræder i kirken og senere i forsamlingshuset.
Teutonerkoret er et blandet voksenkor, der siden starten i 1992 er blevet ledet af Annette Boch Pedersen. Hun blev dengang ansat af bestyrelsen i den nyoprettede teaterforening – »Teutonernes Rejse « – med det formål; at der skulle være et velsyngende kor til foreningens første forestilling, nemlig uropførelsen af »Teutonernes Rejse« året efter i sommeren
1993.
Det er blevet til i alt syv forestillinger, hvor koret har været med, og hvor koret også har sunget imellem teaterforestillingerne. I dag består teaterforeningen »Teutonernes Rejse« ikke længere, men koret lever stadig, og der er endnu få sangere, der har været med hele vejen.
I tilgift har Teutonerkoret fået deres helt egen musik, der er skrevet til de forestillinger, koret har deltaget i – hvilket også vil fremgå denne aften i Vester Assels.
Teutonerkoret vil synge til høstgudstjenesten i kirken, hvorefter de også vil underholde i forsamlingshuset til kaffen, som menighedsrådet er vært for – og de vil også synge for på fællessangen.
Den røde tråd i Teutonerkoret er den gode kor-klang og et godt miljø i en god atmosfære; samt at give tilhøreren en god musikalsk oplevelse.

Søndag 15. september kl. 19.00
i Vester Assels kirke og forsamlingshus

 

Høstgudstjeneste

Den 8. september kl. 10.15 i Øster Assels Kirke

Den 15. september kl. 10.15 i Blidstrup Kirke

Og ligeledes den 15. september – kl. 19. – i Vester Assels Kirke, hvor der efterfølgende er kaffe i forsamlingshuset. Se andetsteds i bladet.

Den 22. september kl. 10.15 i Vejerslev Kirke. Efter gudstjenesten er der frokost i Menighedshuset i Vils, hvor alle også er velkomne.
Vejerslev Kirkes Mandskor medvirker selvfølgelig ved gudstjenesten.

 

Vi taler sammen igen - i salonen

Tid til at tale sammen. Med mennesker – også nogle, du måske ikke kendte i forvejen. Tale sammen om emner, der betyder noget – ikke bare tom snak, men samtale om det, der gør en forskel i dit liv.
Der er masser af ord i verden. Derfor bliver det endnu vigtigere at holde sig til dem, der gør en forskel – de ord, der flytter dine tanker og giver dig en oplevelse af at være sammen med mennesker i verden.
Samtalesalon er ikke kun noget, der sker i de store byer.
Nu fortsætter Strømpehuset i Øster Assels den store succes efter den første sæson. Der vil være et lille oplæg hver gang.
Hver gang foregår det i Strømpehuset, hvor vi serverer kaffe og te. Tag en kage med, hvis du lige har bagt eller kom som du er.
Tilmelding er nødvendig til Jytte Frederiksen 3160 9095
Arrangører: Strømpehusets venner
og sognepræst Trine Gjørtz

Det første arrangement bliver
lørdag den 19. oktober kl. 14-16
Næste gang igen bliver
lørdag den 16. november kl. 14-16.

 

Syng med!

Når det er mørkt, og aftenerne begynder tidligt, mødes vi til sangcafe i Menighedshuset i Vils. Det er for længst blevet en tradition, der kan samle folk. Vi skiftes til at foreslå, hvad vi skal synge. Og det plejer at blive en dejlig blanding af gammelt og nyt.
Med plads til snak og latter mellem sangene – og der er ost og rødvin undervejs til 30 kroner..

Sangcafé i Menighedshuset
i Vils tirsdag den
23. oktober kl. 19.30

 

Gudstjeneste i teatret

Igen i år arrangerer nogle af øens præster en anderledes gudstjeneste for hele familien i Teatersalen i Nykøbing. Vel mødt til en anderledes gudstjeneste, som for længst er blevet en tradition på Mors. Se nærmere i dagspressen.
Teatersalsgudstjenesten i Morsø teatersal

Morsø teatersal
søndag den 10. november kl. 14.00

 

Advent i Øster Assels

Vi fejrer advent i Øster Assels med gudstjeneste og luciaoptog i kirken – det er Sydmors Børnekor, der står for optoget.
Efter gudstjenesten går vi i forsamlingshuset, hvor der er spil på 6-eren, sanglege - og Gerhard Mark underholder. Vi slutter kl. 21.30.

Adventsgudstjeneste i Øster Assels Kirke
torsdag den 5. december kl. 19.00.

 

Advent i Vester Assels

Som det er tradition, fejres adventstiden i Vester Assels med kirkekaffe efter gudstjenesten.
I år sker det nøjagtig en måned før juleaften, nemlig den 24. november.

Før-adventsgudstjeneste i Vester Assels
søndag den 24. november kl. 10.15.

 

Juleafslutning for skolen

Sydmors skole og børnehus kommer til juleafslutning den dag, børnene får juleferie.
Tidspunktet kommer senere.

 

Kirketekstiler på Heltborg Museum.

Sommerens særudstilling på Heltborg Museum vil stå i kirketekstilernes tegn. Messehagler, dåbsklude og alterklæder fra Thy og Mors vil blive udstillet fra den 16. juni til den 1. september.

Morsø – Sydthy – og Nordthy Distriktsforeninger og Morsø –Sydthy og Thisted provstier har sammen med Heltborg Museum v. Liv Stange og Jytte Nielsen gennem længere tid arbejdet på at skabe en udstilling med mange forskellige messehagler fra Mors og Thy. Rundt omkring i vore sognekirker findes de smukkeste tekstilarbejder fra mange anerkendte kunstnere. Messehaglen er jo først og fremmest et klædningsstykke til brug ved gudstjenesten, men kan også være et sandt kunstværk, som formidler kristne symboler og tegn. Til udstillingen er der således lånt tekstiler fra mange kirker.

I udstillingsperioden vil der være arbejdende værksteder og foredrag, så alle kan lære at strikke dåbsklude eller blive klogere på tekstilernes historie.

Heltborg Museum er også kendt for sin store samling af Jens Søndergaards malerier mm. Der er nu en god anledning til et besøg på museet med den smukkeste udsigt over Limfjorden.

Udstillingen åbnes den 16. juni kl. 14.00 af tidligere biskop Søren Lodberg Hvas. Alle er velkommen.

Jytte Nielsen, Museumsleder Museum Thy.

Kirketekstiler på Heltborg Museum
16. juni til 1. september

 

Kom til Spaghettigudstjeneste

Torsdag den 19. september kl. 17 er det tid for efterårets første spaghettigudstjeneste, hvor vi begynder med en kort børnegudstjeneste i Vejerslev Kirke, hvor Sydmors Børnekor medvirker.
Bagefter spiser vi spaghetti med kødsovs i Menighedshuset i Vejerslev.
Vi slutter kl. 18.30.
Kom og vær med – det er gratis at deltage – og meget hyggeligt!

Torsdag 19. september kl. 17.00
i Vejerslev kirke og Menighedshus

 

Sang og musik i kirkerne

Efter at have afsluttet projektet »Alle kirker synger‹«, der blev et populært tiltag i kirkerne rundt omkring på Mors, har provstiet nu fortsat initiativet »Sang og musik i kirkerne«, hvor konceptet er, at deltagerne hver gang synger mindst to nye salmer, nye melodier til kendte salmer – eller en ny tekst til en kendt salmemelodi.
Målet er også med dette projekt at komme rundt i alle øens kirker med sang og musik. Og udover at synge sammen og nyde god musik er det også en fin lejlighed til at komme rundt og se kirkerne på Mors.
I den kommende tid er der Sang & Musik i Kirkerne i:
Ejerslev 3. juli
• Tæbring 13. august
• Mollerup 25. september
• Sejerslev 10. oktober
Hver gang begynder arrangementet kl. 19.00 og slutter kl. 20.30.

 

 

Allehelgen markeres

Alle er hjerteligt velkomne til at deltage i gudstjenesterne den 3. november, hvor vi vil mindes dem, der ikke er her længere. Så uanset om du har mistet i det forgangne år eller for længere tid siden, kan det være godt at få lov at være i sorgens rum.
Navnene på dem, vi har mistet og som er begravet her i pastoratet i det forgangne år vil blive læst op.

Allehelgensdag den 3. november:
Vejerslev kl. 10.15 og
Øster Assels kl. 14.00.

 

Spaghetti med Jack
og jul for de voksne bagefter

Vi begynder som vanligt i Vejerslev Kirke kl. 17.00, hvor vi får besøg af Hans Jørn Østerby, som har besøgt os tidligere. Måske kommer Jack også forbi?
Efter gudstjenesten skal vi spise spaghetti med kødsovs, som vi plejer i Menighedshuset i Vils.
Og derefter er der julekoncert for de voksne i Vejerslev Kirke. Her dukker Hans Jørn Østerby op igen, nu med Maj-Britt Vibe Dørken, som præsenterer en blanding af de kendte julesalmer, carols og egne sange, som nok skal sætte os i den rigtige julestemning.
Hans Jørn Østerby har optrådt i forskellige sammenhænge i 35 år – både med sang, bugtaleri og trylleri, og Maj-Britt Vibe Dørken er forsanger i salmebandet Himmelblå og har optrådt som solist i 20 år. Hun har udgivet cd’er og sunget til store shows sammen med bl.a. Sanne Salomonsen, Mads Langer og Mariah Carey – og tilsammen vil de to byde på en varm, eftertænksom aften med noget på hjerte og plads til smil.

Spaghettigudstjeneste i Vejerslev Kirke
torsdag den 28. november kl. 17.00
Julekoncert med Hans Jørn Østerby og
Maj-Britt Vibe Dørken i Vejerslev Kirke kl. 19.30.

 

Advent i Vejerslev

Traditionen tro holder vi i fællesskab med Borgerforeningen og Sydmors Idrætsforening adventsfest i Vils den 1. søndag i advent.
I år har vi slået adventsfesten sammen med juletræsfesten, og det betyder, at der både vil være Luciaoptog og sanglege og dans om juletræet.
Det bliver en fest!! Vi begynder med gudstjeneste i kirken kl. 14.00 og fortsætter i Fritidscentret.
Hold øje med opslag med nærmere information.

Adventsfest i Vejerslev kirke og Fritidscentret
søndag den 1. december kl. 14.00


 Kirketekstiler på Heltborg Museum.

Sommerens særudstilling på Heltborg Museum vil stå i kirketekstilernes tegn. Messehagler, dåbsklude og alterklæder fra Thy og Mors vil blive udstillet fra den 16. juni til den 1. september.

Morsø – Sydthy – og Nordthy Distriktsforeninger og Morsø –Sydthy og Thisted provstier har sammen med Heltborg Museum v. Liv Stange og Jytte Nielsen gennem længere tid arbejdet på at skabe en udstilling med mange forskellige messehagler fra Mors og Thy. Rundt omkring i vore sognekirker findes de smukkeste tekstilarbejder fra mange anerkendte kunstnere. Messehaglen er jo først og fremmest et klædningsstykke til brug ved gudstjenesten, men kan også være et sandt kunstværk, som formidler kristne symboler og tegn. Til udstillingen er der således lånt tekstiler fra mange kirker.

I udstillingsperioden vil der være arbejdende værksteder og foredrag, så alle kan lære at strikke dåbsklude eller blive klogere på tekstilernes historie.

Heltborg Museum er også kendt for sin store samling af Jens Søndergaards malerier mm. Der er nu en god anledning til et besøg på museet med den smukkeste udsigt over Limfjorden.

Udstillingen åbnes den 16. juni kl. 14.00 af tidligere biskop Søren Lodberg Hvas. Alle er velkommen.

Jytte Nielsen, Museumsleder Museum Thy.

16. juni - 1. september
Heltborg Museum